Nu hvor påskefrokosterne er igang, er det godt med nogle veganske alternativer til påskebordet. I går var vi til påskefrokost med nogle veninder, hvoraf størstedelen er vegetarer eller veganere. Så vi medbragte noget, som alle ved bordet kunne spise: veganske pastinakfileter – eller fredsfisk som man kalder det. Et hamrende lækkert alternativ til den klassiske fiskefilet!
Ingredienser:
- 500 g. Pastinakker (en pose)
- 100 g. Kikærtemel
- 1,5 dl. Plantedrik (jeg brugte risdrik)
- 1 tsk. Salt
- 0,25 tsk. Peber
- 0,5 tsk. Hvidløgspulver
- 1,5 tsk. Paprika
- Pankorasp
- Olie til stegning
Fremgangsmåde:
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft
- Skræl pastinakkerne og skær top og bund af. Skær pastinakkerne på langs, så du får lange, tynde fileter af pastinak
- Læg dem på en bageplade og bag i ovnen i ca. 10 min.
- Bland kikærtemel, salt, peber, hvidløgspulver, paprika og plantedrik til en tyk masse, der tynd nok til at dyppe pastinakfileterne i, men som stadig hænger fast på dem
- Tag pastinakkerne ud af ovnen, dyp i kikærtemelblandingen, og vend i pankorasp
- Steg på en pande i rigeliiigt med olie til de er gyldne og sprøde
- Lad dem dryppe af på køkkenrulle, og server med rugbrød og citronbåde